Hvad vil DSU Hillerød med FRAVÆR.DK?
DSU Hillerød vil give kommunens borgere et indblik i om byrådsmedlemmerne passer deres arbejde. Derfor kigger vipå byrådsmedlemmerne rent faktisk deltager i de politiske møder.
Hvor lang tid vil FRAVÆR.DK køre?
Planen er at holde siden opdateret resten af valgperioden. Vi vil løbende udgive nye tal på fravær.dk og ved første byrådsmøde hvert år konfronterer vi byrådsmedlemmerne med deres fraværsprocenter.
Er det ikke okay at et byrådsmedlem er fraværende fra et møde?
Der kan være gode grunde til at være fraværende, men når man er fraværende til mange møder, så stiller vi spørgsmålstegn til hvor seriøst man tager arbejdet. Den politiske dialog i udvalgene er afgørende for den endelige politiske beslutning, og derfor er de vigtigt for DSU Hillerød at man som byrådsmedlem deltager.
Er der noget fravær som er acceptabelt?
DSU Hillerød tager ikke stilling til hvilket om noget fravær er acceptabelt eller ej. Vi oplyser blot borgerne om fraværsprocenten. Alle over 10 % vil komme op i en “Fuldt pensum” test – ligesom vi kender det fra ungdomsuddannelserne.
Men er det ikke ok at være fraværende når man har indkaldt en suppleant?
Uanset om man har fået en suppleant eller ej, så er man stadig fraværende. En gymnasieelev kan heller ikke få sin kammerat eller lillebror til at komme til undervisningen i stedet for en selv. Derfor er der i fraværsstatistikken ingen forskel på om man har fået suppleant eller ej.
Men hvad hvis et byrådsmedlem har brugt utrolig mange timer på at forhandle og udarbejde politik op til mødet, men ikke deltager på selve mødet – så fremstår det jo som om han ikke har passet sit arbejde?
Det ændrer ikke på at personen er fraværende til et møde der har været planlagt i god tid. En skoleelev for også fravær hvis han/hun er blevet væk fra en time, selvom han har lavet sine lektier.
Hvorfor har I sat en grænse på 10 % som afskiller acceptabelt fravær fra uacceptabelt?
I mange år har grænsen på 10 % været gældende på alle landets ungdomsuddannelser. Derfor sætter vi samme regler her. Vi er klar over at det nu er en individuel vurdering, men vi vil gerne opretholde en upartisk grænse for at sikre en ligebehandling.
Hvorfor giver I byrådsmedlemmerne en test – er det ikke at tale ned til dem?
DSU Hillerød synes det er en sjov gimmick at lade byrådsmedlemmerne komme op i ’fuldt pensum’. Samtidig er det en måde at sikre de følger med i arbejdet, da spørgsmålene handler om deres eget arbejde i byrådet.
Hvorfor ikke inkludere alle møder – fx borgermøder, lokalplansmøder, tilsyn osv.?
Et byrådsmedlem er ikke forpligtet til at deltage i ovenstående eksempler. Derudover er der stor forskel på hvor mange møder der, alt efter hvilket udvalg man sidder i. Vi ’nøjes’ med byråds- og udvalgsmøder fordi det er de møder man kan forlange at byrådsmedlemmerne kommer til.
Er en fraværsstatistik en dækkende måleenhed over et byrådsmedlems aktivitet?
Nej, der findes meget arbejde udover byråds- og udvalgsmøder. Men som minimum må man som borger kunne kræve at det byrådsmedlem som man har stemt på kommer til de møder han er forpligtet til. DSU Hillerøds ærinde er ikke at fortælle om et byrådsmedlem er aktivt eller ej, men blot at gøre borgerne opmærksommå på byrdets mødedeltagelse. Resten må være en individuel sag mellem politiker og vælger.
Er DSU Hillerød lige så kritiske overfor socialdemokratiske byrådsmedlemmer?
DSU Hillerød gør ingen forskel på partifarve. Tværtimod stiller vi som socialdemokratisk ungdomsorganisation endnu større krav til at vores eget parti passer deres arbejde. Man må huske at vi har brugt rigtig mange timer som frivillige for at få dem valgt.
Men hvis man ser på Folketinget, så er MF´erne jo meget fraværende, hvorfor ikke kigge på dem?
I DSU vil vi meget gerne se på hvordan politikerne passer deres arbejde i Christiansborg, men DSU Hillerød har sit udgangspunkt i det lokale og det er det vi sætter fokus på med denne kampagne. Vi mener ikke et byrådsmedlem kan undskylde sit fravær med hvad man gør i Folketinget, hvor der gælder andre regler.
At være byrådsmedlem er jo nærmest frivilligt arbejde og folk skal arbejde ved siden at få det til at passe sammen.
At være byrådsmedlem er borgerligt ombud, og man har selv valgt at stille op. Derudover må man formode at det enkelte byrådsmedlem har en aftale med sin arbejdsplads, ligesom man har gennemtænkt situationen med sin familie og omgivelser inden man stiller op. DSU Hillerød vil gerne se på byrådsmedlemmernes løn, men man bør se tingene igennem inden man træffer en beslutning om hvorvidt en lønstigning er relevant.
Burde man ikke fokusere på det politiske indhold frem for process?
I DSU Hillerød fokuserer vi meget på det politiske indhold. Vi er Hillerøds mest aktive og indflydelsesrige politiske ungdomsorganisation, og vi har flere gange kommet med politiske forslag (kulturguides, Hillerød-principperne, skattestigninger). Vi mener ikke at en fraværskampagne står i vejen for politiske forslag. Derimod vil vi gerne oplyse borgerne og skabe et større indblik i byrådets arbejde. Det ser vi som en del af den demokratiske proces.
Er det ikke at tale politik ned, når man fokusere på negative ting som fravær?
Vi mener det er rimeligt at kigge på om byrådsmedlemmerne passer deres arbejde, som de er valgt til og får løn for. Vi mener ikke det er at tale politik ned at fokusere på dette. Omvendt, så er det at tale politik ned, hvis man som byrådsmedlem ikke passer sit arbejde!